Et gruopvækkende helvedesmotiv

 

Af en landsbykirke at være er Tullebølle kirke temmelig stor, og hvælvingerne er høje. Det store kirkerum domineres af et kæmpe kalkmaleri, der er på triumfvæggen – altså væggen rundt om buen ind til koret og ind til alteret. Billedet er på én gang kæmpestort, teknisk godt, meget specielt og fuldstændig kikset!
 
Eksperterne siger, at billedet er malet omkring 1560. Det begrunder de med klædedragterne. Dateringen kan lade sig gøre, for billedet er malet med så stor præcision og med så mange detaljer, at man kan datere dragterne.
 
Ordet præcision gælder så ikke de vandrette striber i baggrunden; det må være lærlingen, der har fået lov til at boltre sig! Striberne sejler, er i ujævn tykkelse og klodsede. Det klodsede er meget markant, for resten af billedet er meget sikkert og præcist komponeret og udført.
 
Kalkmaleriet er malet omkring 1560! Det er et pænt stykke tid efter reformationen! 1560 – det er et besynderligt tidspunkt: Man plejer at sige, at alle kalkmalerier blev fjernet fra kirkerne ved reformationen. Men det er en sandhed med modifikationer: I Tullebølle og nogle andre kirker gik man den modsatte vej: I årene op mod 1560 blev der malet store, prægtige kalkmalerier på vægge og hvælv i Tullebølle kirke. Langt størstedelen af kalkmalerierne fra midten af 1500-tallet er nu væk. Der er kun triumfvæggen tilbage.
 
Kalkmaleriet på triumfvæggen har også været dækket over det meste af tiden, siden det blev malet. Folk kunne ikke holde ud at se billedet: “Et gruopvækkende helvedesmotiv” er maleriet blevet kaldt.
 
Hvordan kunne billedet være så skræmmende?
 
Kalkmaleriet viser dommedag. På den nordlige side af korbuen forlader de døde deres grave: Det er den yderste dag, dommedag, og de døde kravler op af gravene. De døde kommer op til midten af billedet – altså over buen - og bliver dømt af Jesus, han sidder til venstre, og dømt af Gud, han sidder til højre. Ved foden af Guds trone står de ti bud; det er den lov, mennesket skal dømmes efter.
Og efter dommen – til højre for buen - er flittige djævle i gang med at smide de dømte ind i munden på en gevaldig helvedeshund. En hund, der kunne være malet af Henry Heerup! For at gøre det hele særlig uhyggeligt, så er hundens øje et venti-lationshul i væggen. I gamle dage, inden hullet blev lukket, dryppede der undertiden vand ud af hullet. Det var bare kondensvand, men i middelalderen ville den overtroiske føle, at det var noget fra selve helvede.
 
Omkring Gud og Jesus er der glade basunengle og fire kvinder med hvide plakater i hænderne; også Kristus holder en sådan planche frem. Der er ikke tvivl om, at der har stået noget på de nøgne firkanter, sagde Nationalmuseets konservatorer Robert Smalley og Geoffrey Pearce, der restaurerede kalkmaleriet i 1973-74, og de fandt et “i” og et “y” og et “v” forskellige steder. Men vi ved ikke, hvad der har stået, og vi kan kun gætte på, hvad de fire kvindefigurer betyder.

Til tydningen af billedet er der hjælp at hente i andre kunstværker fra den tid, hvor kalkmaleriet blev malet.
 
Ved renoveringen i midten af 70´erne blev der peget på et maleri fra 1681 på Nationalmuseet Helsingfors, der oprindelig hørte hjemme i en finsk kirke. Men der er bedre paralleller: For eksempel en altertavle, der hænger på St. Annen-museet i Lübeck. St. Annen-museet er indrettet i et tidligere nonnekloster i Lübeck. Museet rummer Tysklands største samling af middelalderlige skulpturer og altertavler. Vi ved ikke hvem, der har malet den pågældende altertavle. Kunstneren er kun kendt ved initialerne J.A.R. Men billedet er fra midten af 1500-tallet – altså nøjagtig samtidigt med kalkmaleriet!
 
Der er mange lighedspunkter mellem den tyske altertavle og kalkmaleriet i Tullebølle. På altertavlen er de døde godt nok ikke en flok anonyme, det er selveste Adam og Eva, der skal dømmes. Djævelens advokat holder bevis-materialet op i luften: Et æble, der er spist af. Men geografien er den samme: Der er fortabelse i nederste højre hjørne. I midten sidder Gud med nøjagtig samme kejserkrone som på kalkmaleriet og med det rigsæble, der symboliserer den hele jord. Og Kristus har på begge billeder et scepter i den højre hånd og et papir i den venstre. De fire kvindeskikkelser har som Kristus papir i hænderne, og den nederste venstre kvinde bærer både i Lübeck og i Tullebølle en palmegren, mens den nederste højre kvinde begge steder har en vinkel. På det tyske maleri kan planchernes tekster læses, og ved kvinderne forklares de fire kvindelige figurer: De fire kvinder er på latin Pax, Misericordia, Justitia og Veritas. Eller på dansk: Fred, Barmhjertighed, Retfærdighed ogSandhed. Det giver mening til palmegrenen - den er fredens symbol - og til vinkelen - den udmåler retfærdighed. 
 
De fire kvinder illustrerer et vers i den gammel-testamentlige salme 85, hvor der i vers 11 står: “Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.”
 
“De fire søstre” kalder man motivet. Den kunsthistoriske betegnelse for motivet er “litigatio sororum” - “søstrenes proces”. De fire kvinder fører sag om menneskets evige skæbne: Mennesket fortjener at gå fortabt, siger Sandheden, og Retfærdigheden udmåler menneskets synder; menBarmhjertighed og Fred ynkes og beder Gud om barmhjertighed, tilgivelse. Motivet er typisk for tiden efter reformationen, hvor helgener er afløst af moraliserende dyder.
 
Motivet er typisk for tiden! Næsten samtidig, i 1589 udgav præsten og salmedigteren Hans Christensen Sthen en kæmpestor salmebog, der sjovt nok hed “En liden Vandrebog”. Der er i salmebogen et meget langt digt, der handler om dette motiv. Titlen er lang og klodset: “En Christelig Vise og Dict, om Adams og Eves syndige Affald fra Gud, Oc deres annammmelse igien til Naade, formedelst Christi Foorbøn oc Lydighed.” Det er den samme digter, der har skrevet en af de mest populære og mundrette salmer i salmebogen, “Du, Herre Krist”, som også kan findes i “En liden Vandrebog”.
 
Hans Christensen Sthen beskriver den samme scene som på kalkmaleriet: De fire søstre - Fred, Barmhjertighed, Retfærdighed og Sandhed - fører menneskets sag. Der er et uddrag i panelet til venstre.

Uanset hvordan man vender og drejer det, uanset hvor mange dydige søstre man inddrager: Folk i Tullebølle har kaldt kalkmaleriet for et “helvedesbillede”. Det meste af kalkmaleriets snart 500 år gamle historie, har det været tildækket. Folk kunne ikke holde ud at se på det. Hvornår billedet blev dækket over vides ikke.
 
Ved en renovering af kirken i 1875 blev kalkmaleriet på triumfvæggen atter draget frem. Men kalkmaleriet fik hurtigt igen en omgang med kalkkosten, da man ikke kunne tåle at se “det helvedesbillede”. Ærgerligt, for billedet tog skade af den nye gang kalk og står ret svagt efter at være blevet banket frem af murer Hans Jakobsen i 1969 og restaureret af Nationalmuseet i 1973-74. Der var også fragmenter af kalkmalerier i andre hvælvinger, men de var så brudstykkeagtige, at det var umuligt at se nogen mening i dem, og de blev kalket over igen.
 
Folk i Tullebølle havde ret: For uanset hvor mange søstre med latinske navne vi finder i Finland, Lübeck og hos salmedigteren Sthen, så er der kun ét resultat af dommen her i Tullebølle: Alle de opstandne bliver hver og én kastet i helvede! I ordentlig kristendom er der en dobbelt udgang: Himmel og helvede. Der er ingen himmel på kalkmaleriet i Tullebølle. Det er det, der er det kiksede ved “det gruopvækkende helvedesmotiv” i Tullebølle kirke!

Torben Poulsen (sognepræst 2005-2015), sommeren 2013.